Dansk Erhverv: PostNord bør privatiseres hurtigst muligt

I slutningen af november begynder de politiske forhandlinger om en ny postlov. Nogle af de hårdeste knaster bliver at sikre, at PostNord ikke møver sig ind på nye forretningsområder i konkurrence med private virksomheder ved at dumpe priserne, så staten risikerer en ny Combus-sag. Dansk Erhverv ser helst PostNord privatiseret hurtigst muligt.

Da DSB Busser i 1995 blev skilt ud som en selvstændig virksomhed med det nye navn Combus A/S, skulle det fortsat statsejede selskab køre på egne hjul i et friere marked. I de følgende år lykkedes det da også busselskabet at vinde en stribe udbud.

Men det skete på basis af tilbud, der kun kunne give underskud. Derfor trådte staten til med langt over en halv milliard kroner, inden politikerne ikke ville være med længere. I mellemtiden var en stribe private busvognmænd gået ned på grund af den unfair konkurrence med statskassen. Det endte med, at Combus i 2001 blev solgt til det britiske selskab Arriva for 100 kr., og sidenhen lød dommen fra EF-Domstolen, at statsstøtten var klart ulovlig.

PostNord kaster sig over stykgods
I dag frygter Dansk Erhverv, at en lignende skandale kan vise sig i horisonten, hvis ikke politikerne tager hånd herom i de snarlige forhandlinger om at revidere postloven.

Dansk Erhverv ønsker, at PostNord hurtigst muligt skal privatiseres. Selskabet er nemlig i gang med at brede sig til nye forretningsområder, som ikke direkte har med kerneområdet - breve og pakker - at gøre. Det er for eksempel stykgods, hvor markedet fungerer i helt fri konkurrence. Dansk Erhverv har intet imod konkurrence, blot det sker på fair vilkår.

Læs hele artiklen fra Dansk Erhvervs nyhedsbrev her.